tirsdag den 20. marts 2012

Kunstner 4/ Morten Funder


Fotografisk billedkunst?
Nogle vil måske mene at et fotografi ikke er kunst, men kamera og computer er i denne sammenhæng bare en anden form for pensel. I et almindeligt fotografi afgør fotografen selv optagevinkel og motiv, men kan ikke ændre på de enkelte elementer i billedet. Fotografen bestemmer selv rammen, eller udsnittet af virkeligheden.
Klik på billedet for galleri

Med fotografisk billedkunst bestemmer fotografen alt, lige fra de enkelte elementer til komposition af billedet. Denne form for billedmanipulation er noget ganske andet og mere personligt end almindelige fotografier.

Sådan begyndte det hele
Jeg har fotograferet, siden jeg var 5 år. Som ung havde jeg mit eget mørkekammer, hvor jeg fremkaldte sort/hvide billeder og eksperimenterede med forskellige effekter. Jeg blev uddannet inden for IT-branchen, og med tiden blev jeg fortrolig med en computer.
For nogle år siden fik jeg fat i et billedbehandlingsprogram, og jeg fortsatte nu mine fotoeksperi­men­­ter fra mine unge dage her. Jeg fandt ud af at fritlægge mønstre i de billeder, jeg tog i naturen, drejede dem, ændrede farve og kontrast og begyndte at kombinere dem for sjov. Min kone blev meget betaget af mit arbejde og opfordre­de mig til at fortsætte, og det har jeg gjort lige siden.


Med naturen som pensel
Jeg går et skridt videre end de fotografer, der drejer deres kamera i en bestemt retning og dermed vælger deres udsnit af virkeligheden. Jeg vælger mit eget udsnit af virkeligheden via mine billedfortællinger. En kunstmaler er fri til at fortolke virkeligheden på sin egen måde, en måde der ikke just behøver at være en tro kopi af et fotografi eller udsnit af virkeligheden. Jeg arbejder på samme måde som kunstmaleren, og til mine billedfortællinger sammensætter jeg større eller mindre dele af de billeder, som jeg selv tager. Jeg arbejder med en avanceret form for collage, men altid med elementer fra naturen omkring os. Jeg bruger naturen som min pensel i mine fortællinger.


Klik på billedet for galleri
Jeg håber, at mine billeder vil inspirere dig, måske udfordre dig og give dig stof til eftertanke.

Med venlig hilsen

Morten Funder







Læs mere her: www.MortenFunder.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar